Coaching af idrætsudøvere
Arne Nielsson arbejder med træningstankegangen. Hvad er det specifikt, der skal fokuseres på? Hvilke målbare delmål er der lagt ind – det kan være sig konkurrencer eller tests, der viser, om vi er på rette vej?
Derudover finder Arne udøverens toppræstationsmønster. Hvilke holdninger og egenskaber kendetegner den aktives adfærd, når han/hun er allerbedst?
Til sidst arbejder han meget med den mentale proces. Er der sammenhæng mellem holdninger og kropssprog samt den adfærd, der skal til for at målet kan blive til virkelighed? I denne fase benytter Arne visualisering som et vigtigt værktøj. Hvis man kan se sig selv lykkes, øger man markant muligheden for, at det sker.
I samarbejde med Arne Nielsson får du lagt et mentalt træningsforløb frem mod dine endelige mål.
Arne har erfaring med idrætsudøvere inden for et utal af sportsgrene, bl.a.: golf, fodbold, håndbold, badminton, tennis, cykling, ridesport, kano og kajak, sejlsport, dans, triatlon, duatlon og motorsport.
Søren Kjeldsen
"Da jeg for mange år siden kontaktede Arne Nielsson, var jeg en dygtig golfspiller. Jeg rangerede som nummer 60 i Europa og nummer 150 i verden. Jeg levede et godt liv med kone og barn, men et liv med voldsomt store humørsvingninger, idet mit perfektionistiske sind aldrig gav mig 5 minutters ro. I starten af vores samarbejde var de største fremskridt væk fra banen. Arne hjalp mig med at finde roen i min hverdag, og pludselig syntes min familie, at de havde fået en Søren, der var betydelig nemmere at få hjem ude fra "touren".....
Dernæst kom den sportslige succes. Min fremgang kom stille og roligt, i 2007 fik jeg 3 andenpladser, sluttede som nummer 17 i Europa og nummer 69 i verden.
"Men hvad er det I laver?" - spørger folk altid.
Det er faktisk svært for mig at koge ned til nogle få sætninger. Arne og jeg taler sammen stort set hver dag, og netop det gør, at alt bliver fordøjet. Vi laver en plan for morgendagen, og så kører jeg på....
Jeg er i dag 100 gange mere bevidst om mit mentale spil. Hver dag slår jeg hundredvis af bolde og putts for at forbedre mig, før i tiden havde jeg ingen struktur på mit mentale spil....det har jeg i dag, og det er Arnes fortjeneste.
Jeg har en drøm om at blive den bedste golfspiller, jeg kan blive, og jeg ved, at Arne Nielsson er den person, der kan hjælpe mig til at nå den drøm....."
Coaching af private, erhvervsfolk og lederteams
Målet med coachingen er at skabe harmoni for personen eller få afklaret, hvad det er for mål og drømme, der endnu ikke er blevet til virkelighed. Vi arbejder med at finde personens værdigrundlag, og derefter finder vi mål inden for job, familie og fritid.
Jobmæssige mål vil ofte være målbare ting, personen gerne vil opnå i sit job. Familierelaterede mål vil ofte være, hvor god ægtefælle/far/mor vil jeg være? Hvor mange dage kommer jeg hjem og smitter positivt af på dem jeg holder af? Fritidsmålet vil ofte være, hvad vil jeg bruge min fritid til og med hvem og hvilken værdi skal det have? Under fritid har vi ofte også et fysisk mål med, hvilket betyder, hvilken fysik form vil jeg være i om 5 år, om 10 år og den dag, jeg forlader arbejdsmarkedet? Hvad vil jeg gøre, for at opnå det og hvordan vil jeg måle, om jeg når mine mål?
Et forløb vil typisk strække sig fra 3 mdr. til flere år.
Der vil i forløbet konstant være evalueringen af, om vi når de mål, vi har sat.
I al form for coaching er det kemi, respekt og gensidig tillid, der er fundamentet for resultatet – hvis ikke det er tilstede, vil hverken coachen eller kunden/klienten få det optimale udbytte.
Slip legen løs
Mange savner legen i livet - den leg der fyldte vores barndom, vores skolegang, de første job og familietiden med energi og optimisme. Hvem og hvad motiverer os, når udfordringerne og presset vokser. I denne bog fortæller Arne Nielsson og psykolog Bjarne Lellek at legen i de senere år har været nedprioriteret på arbejdespladsen, i skole, i fritidslivet og i familielivet.
Efter udenlandske idealer er vi begyndt at fokusere på effektivitet og besparelser, med indførelsen af koncepter som bl.a. LEAN-rutiner og PISA-test. Resultatet er ifølge de to forfattere, at vi danskere oplever øget kontrol og mindre tillid til os og vores særlige evne til at tænke uafhængigt, kreativt og fleksibelt, med både god dømmekraft og følelsesmæssig intelligens. Disse færdigheder vil der blive brug for i den nærmeste fremtid hvis vi stadigvæk ønsker at være førende indenfor teknologi, design og innovation, som vi i Danmark er kendte for.
Legen har indflydelse på om vi kan genskabe jobtilfredsheden, øge bundlinjen, sikre trivselen, styrke relationer og øge kreativiteten - også i fritiden.
Bogen giver rigtig mange eksempler og instruktioner til hvordan du kan få genskabt legen på dit job, i din fritid og i dit familieliv.